tankernes kraft Herlev

Tankenkraften

Vores tanker skaber vores virkelighed

Tankekraften er energien i vores tanker. Tanker skaber følelser, der så skaber en tilstand i os. Energien i vores tanker og følelser skaber vores hverdag og virkelighed.
Du kan betragter hver tanke som en dråbe vand, vi giver os selv at drikke. 
Som et frø, vi sår i vores indre have. Ofte ubevidst, lader vi frøene falde.
Hvordan tror du de negative frø påvirker vores have? Tror du at den får næring overhovedet?
Er der blomster og fugleliv? Trives vi selv i den have?

Negative og begrænsende tanker, er ikke en naturlig tilstand for os. Negative tankemønstre kommer ikke ud af ingenting, men gennem oplevelser, der har skadet vores selvtillid og selvværd.
Men i vores voksenliv har vi mulighed for at ændre denne tilstand, hvis vi virkelig ønsker det.
Vi kan tage styringen over vores sind og omprogrammere det. Simpelthen ved at gentage at det ikke er vores sind, men os, der bestemmer.
Tag et øjeblik til at se tilbage på dit liv. Hvad ser du? Er der mest bekymring og problemer og en utilfredshed, du ikke ved, hvad den skyldes?
Hvis den måde du har tænkt og følt på indtil nu ikke virker, er du så villig til at ændre den?

Du skal ikke fornægte dig selv og dine negative tanker..

…du skal bare ikke invitere dem ind mere.
Du kan takke dem for alt det, de har lært dig indtil nu men fra nu af, fortjener du bedre.
Du fortjener at tænke de bedste tanker om dig selv og dit liv. At fylde dig med kærlig energi og smukke visioner. Du fortjener at give dig selv den gave det er, at skabe en overflodshave inde og omkring dig, der nærer og udvikler dig.

Prøv en gang :

Sæt dig stille med lukkede øjne. Træk vejret dybt og fald til ro. Tænk noget negativt om dig selv. Noget, der virkelig irriterer dig hos dig. F.eks. at du ikke kan finde ud af at komme til tiden. Eller at du ikke er så slank som andre du kender…
Mærk lige hvad det gør ved dig. Mærk og føl din krop, din energi, dine sanser, dit humør.
Hvordan er det? Føler du dig let eller tung? Bliver du glad eller trist? Vær helt ærlig med dig selv, alt andet vil ikke tjene dig det mindste.

Og nu skal du gøre det modsatte: Tænk på det, du godt kan lide ved dig selv. Dine øjne, dit hår…du er måske god til at formulere dig…..eller du elsker at tegne…..
Fordyb dig igen i tanken og mærk de følelser, der breder sig i dig og din krop. Hvordan føles det?
Er din energi blevet let? Er knuden i maven væk? Kan du mærke forskellen?
Fokuser på det positive og lette. På den gode og glade følelse. Lad den negative tanke, der dukker op, passere igen. Vær udholdende og vedholdende. Hver gang en negativ tanke melder sig, vend den beslutsom om til en tanke, der løfter dig. 
Lette, glade og visionære tanker er din sjæls naturlige tilstand. Og din nødvendige næring.

Hvis du vælger at arbejde bevidst med at slippe dine gamle, begrænsende tankemønstre og invitere nye og livsbekræftende ind, vil det lidt efter lidt blive din nye, naturlige virkelighed.

Det er ikke et hurtigt fix men et bevidst arbejde

Ofte, når jeg har spændinger, laver jeg den følgende øvelse:
Jeg fylder hver eneste celle i min krop med kærlig omsorg og masser af lys. Ligesom en stor sol, der står op inde i mig og indhyller mig i sin healende lys. Jeg kan mærke varmen og den kærlige energi og hvordan min krop slapper mere og mere af.

Det er ikke en mirakelkur. Det er en bevidst tilstand, vi kan vælge at skabe for os selv. Miraklet skabes lidt efter lidt i vores bevidsthed og underbevidsthed og manifesterer sig i vores liv på en måde, vi kan se og mærke. Som en lethed, en ny energi, mere glæde og flow. 

Hvilken have vil du skabe og hvad vil du nære den med?

Et klart budskab:

Jeg læste et sted den følgende fortælling, som du kan tage med dig, hvis den giver mening for dig. -:)

En gammel indianerhøvding lærer sit barnebarn om livet. “Inde i dig er der en kamp i gang,” siger han. “To ulve kæmper mod hinanden. Den ene repræsenterer vrede, misundelse, sorg, fortrydelse, arrogance, selvmedlidenhed, skyld, had, hovmod, løgn, tvivl og egoisme. Den anden repræsenterer tro, håb, kærlighed, fred, ydmyghed, venlighed, empati, gavmildhed og sandhed.”
Barnebarnet sidder et øjeblik og tænker. “Hvilken ulv vinder?” siger han.
Høvdingen ser barnebarnet i øjnene. “Den du fodrer.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *