Stress er tegn på at vi er mest i hovedet

Et sammenbrud gemmer på en forløsning

At blive ramt af stress kan være en stor prøvelse for kroppen og psyken. Sammenbruddet kommer når kroppen langt om længe trækker i nødbremsen, inden faldet i afgrunden.
Men en krise fører ikke kun skidt med sig. Den kommer også med mulighed for oprydning og selvudrensning. Du kan vælge at se alt det svære som en hjælp til dig. En hjælp til at kunne finde frem til det, der ikke fungerer hensigtsmæssigt i dit liv. Måske kan det skyldes nogle livsmønstre og overbevisninger, du har med dig. Som f.eks. at du skal arbejde ekstra hårdt for at gøre det godt nok.

Jeg har haft tæt berøring med stress. Jeg har både oplevet den på egen krop og har siden hen, som behandler, hjulpet folk til at håndtere den.

Stress er også frygt

Jeg tror stress opstår når vi tillader forskellige omstændigheder at presse os følelsesmæssigt og fysisk til den yderste grænse. Presset gør, at vi får sværere ved at mærke vores egne grænser og derfor kan vi nemt overskride dem. Vi mister på en måde den nødvendige kontakt med os selv.
Vi overhører stemmen i os, der fortæller os at vi bevæger os et sted, der ikke er godt eller sundt for os.

Vi fjerner os mere og mere fra vores indre kompas. Men ikke uden omkostninger. For det er et spørgsmål om tid, inden filmen knækker. 
Det er Indtil vores krop og sind kommer i fuldt alarmberedskab og vi går ned med et brag.
Kroppens og sindets fornuftig reaktion inden en total kortslutning. Den eneste måde, vi kan blive råbt op på !!
Men hvorfor vælger vi at ignorere vores indre protester og presse os selv til den yderste grænse?

Frygt spænder ben for os

Jeg tror at for de fleste af os, ligger en bevidst eller ubevidst frygt som årsag til stress.
En frygt der kommer fra vores egne forestillinger og overbevisninger. Fra gamle opfattelser af hvordan vi skal være og hvad vi skal kunne leve op til, for at vi kan have en vis værdi i fællesskabet. 

Vi er bange for ikke at kunne slå til, ikke at gøre det godt nok, ikke at nå, alt det vi synes er vigtigt. Vi frygter for hvad der vil ske hvis vi siger fra. Bliver vi upopulære eller bliver vi set ned på? Og hvordan skal vi forholde os til det??
Frygten forhindrer os i at handle, som vi inderst inde føler vi skal. Vi glemmer at prioritere det, der er det vigtigste i enhver situation: At vi skal sørge for at vi kan trives og have overskud.

Min egen lille historie

For mit vedkommen, var jeg 100% klar over hvad der foregik, da jeg stod i situationen.
Jeg vidste hvad årsagen var og hvordan den påvirkede mig. Jeg havde et job med flere forhindringer og udfordringer end jeg kunne klare. Jeg ønskede at ændre det, men vidste efterhånden ikke hvordan. Jeg var også bange for at hvis jeg sygemeldte mig, vil mit nedbrud være det sidste, de ville huske af mig. Et billede af svaghed og fallit.
Frygten tog al min styrke fra mig.
Tankernes mylder og støj overtog styringen og jeg viklede mig mere og mere ind i noget, der føltes som en blindgyde. Indtil min krop sagde stop, ved at blive hundesyg. Så var jeg klar over at det var alvor.
Det var skidt men samtidig det, der ruskede mig og vækkede mig.

Jeg kunne mærke lige pludselig, at jeg havde lagt vægt på forkerte prioriteringer. Jeg havde ladet mig styret af andre, ydre faktorer alt for længe. Jeg blev klar over at frygten i mig blev større, jo længere væk jeg kom fra mig selv.
OK. Det her handlede om mig og hvilket liv, jeg ønskede at leve. Jeg dykkede ned i mig selv og fandt frem til de fortrængte svar. Jeg lærte at sige ”pyt” med hvad andre tænkte og mente og have det godt med det. Jeg var ikke sat i verden for at please andre. Hverken min chef, naboerne eller min familie. Jeg skulle lære at tage mig af mig selv først. Fordi ved at gøre en masse godt for mig, havde jeg en masse godt at give andre.

Jeg fandt således frem til ældgamle adfærdsmønstre, der i årevis havde fungeret som et spændetrøj for mig,
Det var på tide at vinke farvel til dem og lære nye, der fik mig til at føle mig mere fri og mere mig.  Det er en indre proces der tager tid, men den sætter tingene i det rigtige perspektiv.

Det handler om fuld selvaccept 

Når vi bliver alvorligt ramt af stress, handler det ofte om det samme: Vi har overskredet vores egne grænser, for hvad vi kan rumme og klare af situationer og opgaver. Vi har haft svært ved at sige fra, når vi skulle.
Men vi kan lære meget af det.
Vi kan finde frem til den frygt i os og gøre noget ved den. Ofte, kan frygten handler om ting vi forestiller os, men ikke er så skræmmende i virkeligheden.

Når vi føler skyld og dårlig samvittighed ved at sige fra, skal vi spørge os selv om hvorfor.
Hvad er det der får os til at have det dårligt med at følge, hvad vi ved er godt for os?
Når vi kan svare på det, er vi nået langt.

Mit budskab til dig er: Ligegyldigt hvad du kaster dig ud i, skal du sørge for at det fodrer dig med god energi og trivsel. At det giver mening og du kan også have det sjovt med det.
Hvor du kan skabe et kærligt rum og tid til dig selv, hvor du kan være dig og gør tingene på din måde. Hvor du kan hvile i dig selv, mærke din styrke og dine begrænsninger.
Find frem til det, der udtrykker dig bedst. Gør det synligt for dig selv og andre. Mærk dit ståsted, dine grænser og øve dig på at respektere dem. Hvis de skal udvides, skal det være din beslutning og ikke noget du bliver presset til !!!
Og tag dig så super kærligt og omsorgsfuldt af dig selv på denne rejse. 
Du fortjener din fulde opmærksomhed og selvaccept.!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *